Hvorfor ikke bare være noget for hinanden?

Når jeg på FaceBook eller ansigt til ansigt har en god debat med mennesker, der tror på noget andet, end jeg selv gør, er der ofte en tredje person, der pludselig siger noget i retning af:

"Hvorfor kan vi ikke bare være noget for hinanden?"

eller:

"Enhver er salig i SIN tro..."

eller:

"Det handler vel bare om at vi skal gøre det bedste, vi kan?"

Hvad baggrunden er for den type udtalelser, kan jeg jo ikke vide med sikkerhed, men én tanke slår i hvert fald ned hos mig:

Måske kommer det af den opfattelse, at tro dybest set handler om at være et godt menneske. Jeg er slet ikke nok inde i alle religionerne til at kunne sige, om det er tilfældet. Men én ting véd jeg:

I den kristne tro handler det ikke om at være et godt menneske. Troen på Jesus er ikke bare en livsfilosofi og et sæt leveregler, som jeg må forsøge at leve efter. Broen til himmelen er IKKE lavet af gode gerninger!

Jeg kan intet gøre for at blive frelst. Om jeg har slået et andet menneske ihjel, stjålet et stykke tyggegummi som barn eller hvad som helst ind imellem disse to yderpunkter, så findes der ikke en eneste god gerning eller samling af gode gerninger, der kan fjerne min synd. Jeg kan hverken gøre til eller fra. Jeg ER en synder og er med rette udsat for Guds dom.

Så mit udgangspunkt er temmelig håbløst - men heldigvis for mig og for alle mennesker i verden, har Gud rakt hånden ud:

Han lod sig føde som et menneske, nemlig Jesus. Han levede som mennesket Jesus, blev opdraget af sine forældre som ethvert andet barn, blev uddannet i et ganske almindelig fag, nemlig som tømrer. Og da Han var 30 år gammel, begyndte Han sit virke som læremester. Både de, der fulgte Ham og endda nogle af dem, der absolut ikke syntes, Han var et hit, kaldte Ham "Rabbi," som betyder læremester eller lærer. Det er derfor, jøderne kalder deres åndelige ledere for "Rabbinere."

Gennem de næste 3 år gik Han rundt i området omkring i Judæa og Samaria, hvor Han prædikede, helbredte de syge, viste omsorg for både de mest respekterede mennesker OG for de mennesker, der blev betragtet som udskud i samfundet.

Han kom i klammeri med magthaverne, skældte ud på dem, fordi de havde forvredet Guds ord og brugte skrifterne som påskud for at hævde sig selv, se ned på andre og udnytte andre.

Magthaverne blev vrede på Ham, fordi Han påpegede det urimelige, det hykleriske og det amoralske i deres opførsel. Men mest blev de nok vrede på Ham, fordi Han hævdede at være mere end blot læremester og profet. Han hævdede at være Gud selv, født som menneske!

Dén påstand slog de Ham ihjel for. Og ikke nok med at de slog Ham ihjel. De henrettede Ham på den mest grusomme måde, man kendte til: nemlig ved korsfæstelse. Hvad korsfæstelse mere præcist går ud på, kan jeg måske skrive mere om i et andet indlæg, men for nu vil jeg nøjes med at sige, at det er en forfærdelig måde at dø på!

Korsfæstelsen fandt sted om fredagen i påsken år 33. Men søndag morgen opstod Han igen, blev levende med krop, sjæl og ånd. På den måde tog Han straffen for vores synd. Din og min synd blev straffet, da Jesus døde på korset og din og min synd blev fjernet, da Han opstod igen.

Dét - hverken mere eller minde - er de gode nyheder: Vi behøver ikke længere kæmpe den forgæves kamp for at være sammen med Gud. Vi kan blot tage imod Jesu offer på korset og lade Ham tage vores synd væk.

Så hvad skal der til for at blive frelst?
Det er faktisk meget enkelt:
Tro på Jesus, bed Ham om tilgivelse for din synd og bed Ham om at være Herre i dit liv!

Og når du gør det, vil Helligånden komme til dig, bo i dig, leve i dig og lede dig i livet!