Svar til Islam - Jesus er Gud - 7

Opsummering

I serien "Svar til Islam - Jesus er Gud" har jeg svaret på et spørgsmål, som af og til stilles af mennesker, som tvivler på den kristne teologi om, at Jesus ikke blot var en vis mand eller en profet, men enddog Gud den Almægtige, som kom til jorden i menneskeskikkelse.

Den guddommelige Jesus indgår i læren om Den Tre-enige Gud og er nok det mest kontroversielle emne i den kristne tro. Nogle vil hævde, at det kontroversielle består i, at tre-enighedslæren er besynderlig og måske endda uforståelig, men i virkeligheden ligger det nok snarere i, at netop Jesu guddommelighed er helt afgørende for kristen tro. Uden Jesu guddommelighed bliver den kristne tro hul og værdiløs. Kristendommen adskiller sig fra enhver anden tro ved at Gud elsker sin skabning så højt, at Han var villig til at fornedre sig selv ved at lade sig føde som menneske. Han levede her på jorden som menneske med de begrænsninger, der hører menneskelivet til. Han viste os vejen til et rent og syndfrit liv og lod sig henrette ved den mest grusomme metode, vi nogensinde har kendt for på den måde at tage straffen for vores synd. Og Han opstod igen for at åbne døren til himlen for mennesker.

Eller sagt ultrakort: Gud er kærlighed så stor, at Han gav sit liv for dig!

Hvis kristendommen er den sande fortælling om Gud - og det tror jeg på - så tog Gud ikke blot det første skridt. Han tog alle de nødvendige skridt for at skabe et kærligt fællesskab med os.

Og alt dette hænger på korsfæstelsen og opstandelsen - og Jesu guddommelighed.

Derfor er spørgsmålet om Jesu guddommelighed vigtigt.

Udfordringen, som oftest bliver stillet af muslimer, er at Jesus i evangelierne ikke citeres en eneste gang for ligeud at sige: "Jeg er Gud! Tilbed mig!"

For nogle synes det at være en mangel. For nogle er det helt afgørende, at Gud i skikkelse af Jesus formidler sin guddommelighed på netop dén måde.

Men det er jo udtryk for en helt abnorm arrogance over for Gud. Hvordan kan vi tillade os at tro, at vi skal bestemme, hvordan Gud formidler sig til os? Det er nu engang Gud, der bestemmer og det er nu engang Gud, der véd bedst.

Nej, vi kan ikke stille krav om en bestemt måde, Gud skal formidle sig på. Vi kan have en forventning om, at Gud formidler sig til os på en forståelig måde, ikke fordi vi har krav på det, men ganske enkelt fordi det ikke ville give mening for Gud at henvende sig til os på en uforståelig måde. Gud er jo ikke en forvirringens Gud. Men vi kan altså ikke stille krav om, at Gud skal henvende sig til os på en måde, som vi har bestemt er den rigtige.

Derfor må i stedet se på, om Jesus ved sine ord og sine handlinger viser os sin gudommelighed og det er netop mit udgangspunkt i serien her.

I første indlæg af serien har jeg listet disse kriterier for overskridelse af Guds domæne:

• Bruge Guds navn om sig selv
• Hævde at have været til før verden blev skabt
• Tilgive synd
• Hævde at have skabt verden
• Lade sig tilbede

I det andet indlæg påviste jeg, hvordan Jesus bruger Guds navne om sig selv.

I det tredje indlæg viste jeg, at Jesus hævdede at være til før verden blev skabt.

I fjerde indlæg viste jeg, at Jesus hævder at have myndigheden til at tilgive synd.

I femte indlæg viste jeg, at Jesus hævder at have skabt verden.

Og i sjette indlæg viste jeg, at Jesus tillader sig at blive tilbedt.

Samlet har vi altså 5 kriterier, som både jøder, kristne og muslimer er enige om. 5 kriterier for dét, som kun Gud med rette kan sige eller gøre. I mine indlæg har jeg påvist, at Jesus med ord og handling opfylder alle 5 kriterier. Der er altså ingen tvivl om, at ifølge evangelierne betragter Jesus sig selv som Gud.

Svar til Islam - Jesus er Gud - 6

At have skabt verden

I første indlæg af serien "Svar til Islam - Jesus er Gud" har jeg listet disse kriterier for overskridelse af Guds domæne:

• Bruge Guds navn om sig selv
• Hævde at have været til før verden blev skabt
• Tilgive synd
• Hævde at have skabt verden
• Lade sig tilbede

I det andet indlæg påviste jeg, hvordan Jesus bruger Guds navne om sig selv.

I det tredje indlæg viste jeg, at Jesus hævdede at være til før verden blev skabt.

I fjerde indlæg viste jeg, at Jesus hævder at have myndigheden til at tilgive synd.

I femte indlæg viste jeg, at Jesus hævder at have skabt verden.

Og nu kommer vi så til det sjette indlæg, som tager fat i det nok mest tydelige tegn på, at Jesus så sig selv som Gud kommet til jorden som menneske, nemlig Hans reaktion på, når mennesker tilbad ham.

Hvis der er én ting, som en profet aldrig nogensinde ville lade passere, så er det jo netop, hvis andre tilbeder profeten. Her må profeten reagere og standse tilbedelsen.

Det ser vi bl.a. i Ap. G. 14, 11-15, hvor Barnabas og Paulus bliver tilbedt af indbyggerne i Lystra. Disciplene reagerer prompte og siger: stop! I skal ikke tilbede os, vi er jo mennesker lige som I.

Hvis altså Jesus tillader andre at tilbede Ham, kan det kun være fordi Han ser sig selv som Gud.

Lad os se på det:

Lukas 24, 51-53:
“v51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. v52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, v53  og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.”

Joh. 9, 35:
“v35  Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: »Tror du på Menneskesønnen?« v36  Han spurgte: »Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?« v37  Jesus sagde til ham: »Du har set ham; det er ham, der taler med dig.« v38  Han sagde: »Jeg tror, Herre.« Og han tilbad ham. v39  Og Jesus sagde: »Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.«”

Vi ser altså, at Jesus lader sig tilbede. I det ene eksempel er det en mand, som er født blind og som Jesus har helbredt. Det er før korsfæstelsen. I det andet eksempel er det disciplene, som tilbeder Jesus, mens Han stiger op til Himmelen.

I begge tilfælde har Jesus mulighed for at standse deres tilbedelse, men Han vælger ikke at gøre det. Det fortæller, at Han ser sig selv som Gud.

I næste indlæg vil jeg opsummere, hvad vi har fundet ud af og dermed konkludere, at Jesus ser sig selv som Gud.

Svar til Islam - Jesus er Gud - 5

At have skabt verden

I første indlæg af serien "Svar til Islam - Jesus er Gud" har jeg listet disse kriterier for overskridelse af Guds domæne:

• Bruge Guds navn om sig selv
• Hævde at have været til før verden blev skabt
• Tilgive synd
• Hævde at have skabt verden
• Lade sig tilbede

I det andet indlæg påviste jeg, hvordan Jesus bruger Guds navne om sig selv.

I det tredje indlæg viste jeg, at Jesus hævdede at være til før verden blev skabt.

I fjerde indlæg viste jeg, at Jesus hævder at have myndigheden til at tilgive synd.

Og i dette femte indlæg vil jeg se på, om Jesus hævder at have skabt verden.

Matt. 13, 41-43:

“v41  Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, v42  og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. v43  Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!”

Matt. 24, 30-31:

“v30  Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. v31  Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.”

I begge disse citater kalder Jesus englene for "sine," ikke Faderens. Englene er skabt af Gud og skaberen er således den eneste, der med rette kan kalde englene for "sine."

Igen ser vi altså, at Jesus lever op til endnu et kriterie for at forstå sig selv som Gud.

I næste indlæg ser vi på, om Jesus tillader sig selv at blive tilbedt.

Svar til Islam - Jesus er Gud - 4

Myndighed til at tilgive synd

I første indlæg af serien "Svar til Islam - Jesus er Gud" har jeg listet disse kriterier for overskridelse af Guds domæne:

• Bruge Guds navn om sig selv
• Hævde at have været til før verden blev skabt
• Tilgive synd
• Hævde at have skabt verden
• Lade sig tilbede

I det andet indlæg påviste jeg, hvordan Jesus bruger Guds navne om sig selv.

I det tredje indlæg viste jeg, at Jesus hævdede at være til før verden blev skabt.

Og i dette fjerde indlæg vil jeg tage fat i spørgsmålet om, hvorvidt Jesus hævder at have myndigheden til at tilgive synd.

Matt. 9, 1-6:
“v1  Og Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. v2  Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« v3  Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »Han spotter Gud.« v4  Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? v5  Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? v6  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« – da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!«” (min understregning)

Matt. 12, 31-32:

“v31  Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. v32  Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.” (min understregning)

Mark. 2, 5-12:
“ v5  Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« v6  Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: v7  »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« v8  Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? v9  Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? v10  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: v11  »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« v12  Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«” (min understregning)

Luk. 7, 48-50:
"“v48  Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« v49  De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« v50  Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«” (min understregning)

Vi ser altså, at Jesus selv mener, at Han har myndighed til at tilgive synder. Bemærk også detaljen i Matt. 12, 31: Jesus siger ikke, at Faderen har bestemt det sådan. Han siger: "Jeg siger jer."

I næste indlæg skal vi se på, om Jesus hævder at være skaberen.

Svar til Islam - Jesus er Gud - 3

Være til, før verden blev skabt

I første indlæg af serien "Svar til Islam - Jesus er Gud" har jeg listet disse kriterier for overskridelse af Guds domæne:

• Bruge Guds navn om sig selv
• Hævde at have været til før verden blev skabt
• Tilgive synd
• Hævde at have skabt verden
• Lade sig tilbede

I det andet indlæg påviste jeg, hvordan Jesus bruger Guds navne om sig selv.

I dette indlæg vil jeg beskæftige mig med det næste kriterie for overskridelse af Guds domæne, nemlig det, at kun Gud kan med rette hævde at have have været til, før verden blev skabt. Hvis altså Jesus hævder, at Han var til, før verden blev skabt, må vi tage det som en bekræftelse af, at Han opfatter sig selv som Gud.

Johannes 17, 5:
"Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til." (min understregning)

Johannes 17, 24
"“v24  Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.” (min understregning)

Vi ser altså, at Jesus hævder at have været til, før verden blev skabt.

I mit næste indlæg vil jeg tage fat i tilgivelseskriteriet:
Jesus hævder at have myndighed til at tilgive synd.

Svar til Islam - Jesus er Gud - 2

Guds domæne - bruge Guds navne om sig selv

I forrige indlæg forklarede jeg det grundliggende princip for, hvordan vi i evangelierne kan undersøge, om Jesus betragter sig selv som Gud. Princippet er ret simpelt: Hvis Jesus overskrider Guds domæne, må vi tage det som bekræftelse af, at Han ser sig selv som Gud.

Jeg fremdrog følgende liste over det, som kun Gud med rette kan:

• Bruge sine navn om sig selv
• Hævde at have været til før verden blev skabt
• Tilgive synd
• Hævde at have skabt verden
• Lade sig tilbede

Listen er ikke nødvendigvis udtømmende, så man kan sikkert finde andre kriterier også, men lad os holde os til disse.

I indlægget her vil jeg beskæftige mig med, om Jesus bruger Guds navne om sig selv. 

Bruge sine navn om sig selv

Guds navne finder vi både i Koranen og i Bibelen. Jeg har herunder fundet frem til navne, som findes begge steder, så der ikke kan opstå uenighed om dem. Listen over navne er ikke udtømmende. Citaterne fra Koranen er alle fra oversættelsen "Den Klare Koran" (Forlaget Tronen, 2015)

Sandheden
Sura 22, 6:
"For Allâh er sandheden. Han gør de døde levende, og Han formår alt."
Se også: Sura 24, 25

Dommeren, Bringeren af dom
Sura 6, 62:
"Derpå bliver de bragt tilbage til Allâh, deres sande Herre. Sandelig, domfældelsen tilkommer Ham, og Han er den hurtigste til at afregne.''
Se også: Sura 4, 6 - Sura 4, 86 - Sura 22, 69 - Sura 33, 39


Den herlige (glorværdige)
Sura 11, 73:
"De sagde: ”Forundres du over Allâhs befaling? O I husets folk! Allâhs barmhjertighed og velsignelser er over jer. Han er sandelig Prisværdig og Hæderværdig.”''

Den, der oprejser de døde
Sura 22, 7:
"Sandelig, Timen vil komme – derom hersker der ingen tvivl, og Allâh vil genopvække dem der ligger i gravene."

Vi har altså følgende navne for Gud, som dermed kun Gud med rette kan bruge om sig selv:

• Sandheden
• Dommeren, Bringeren af dom
• Den herlige, den glorværdige
• Den, der oprejser de døde

Og så kigger vi på, om Jesus har brugt disse navne om sig selv:

Sandheden
Johannes 14, 5-6:
“v5  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet;” (min understregning)

Dommeren, bringeren af dom
Matt. 16, 27-28:
"“v27  For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. v28  Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«” (min understregning)

Den herlige, glorværdige
Matt. 16, 27-28:
"“v27  For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. v28  Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«” (min understregning)

Den, der oprejser de døde
Joh. 11, 25:
"Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør." (min understregning)

Joh. 10, 17-18:
“v17  Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. v18  Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«”

Jesus bruger altså alle disse navne om sig selv.

Derudover bruger Jesus også at tale om sig selv som "Jeg er," hvilket er en betegnelse, der stammer helt tilbage fra Moses' kaldelse til profet. Denne betegnelse har jeg dog ikke fundet direkte i Koranen, så det kræver lidt mere udpakning. Men jeg vil vende tilbage til det i et andet indlæg.

I næste indlæg vil jeg tage fat i det tredje kriterie:
Hævde at have været til før verden blev skabt

Svar til Islam - Jesus er Gud - 1

"Jeg er Gud, tilbed mig!"

Et af de udfordringer, som muslimer gerne stiller kristne, er dette: "Find et sted i evangeliet, hvor Jesus siger: Jeg er Gud, tilbed mig!"

Det er bestemtogså en væsentlig pointe, for hvis Jesus ikke er Gud kommet til jorden som menneske, så vælter hele den kristne tro.

Kristendommen står og falder med Jesu opstandelse.

Uden opstandelsen har vi som kristne intet at byde på. Uden opstandelsen ville kristen tro være falsk. Det er ikke bare noget, jeg påstår. Det er heller ikke bare logisk indlysende, hvis man dykker ned i det. Det er også, hvad vi kan læse i Bibelen, f.eks. hos Paulus, der skriver:

"16 Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. 17 I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. 18 Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, 19 og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker."

(1. Kor. 15, 16-19)

Paulus beskriver det ret præcist her. Hvis vi har sat vores håb til Kristus alene i dette liv, er vi de mest ynkelige af alle!

Hvorfor nu det?

Jo, det står faktisk også i det, som Paulus skriver her. Uden opstandelsen har vi ikke fået tilgivelse for vores synder og så er vores tro værdiløs.

Netop her ligger kernen i den kristne tro: at Jesus er Gud kommet til jorden som menneske, at Han tog straffen for vores synd på korset og at Han opstod igen for at give os evigt liv hos Ham.
(Læs mere om det her)

For at den kristne tro kan give os evigt liv hos Gud, må Jesus altså være:

1. Død på korset - hvis Han ikke døde, ville Hans offer ikke være fuldkomment i forhold til vores synd
2. Opstået fra de døde - fordi også Hans menneskelige natur må opstå for at åbne Himmelen for os
3. Syndfri - hvis Jesus var synder som vi, ville Hans straf være Hans egen, ikke vores
4. Gud kommet til jorden som menneske - for intet menneske kan tage straffen for et andet menneskes synd

De to første kriterier kræver ikke andet, end at Han dør og opstår, men de sidste to kriterier - syndfri, guddommelig - kan kun være sande, hvis Jesus er Gud. Nummer 4 af selvindlysende grunde og nummer 3, fordi den, der alene er et menneske, ikke kan være syndfri.

Jesu guddommelighed

Med andre ord er Jesu guddommelighed helt afgørende for den kristne tro!

Og derfor er udfordringen fra muslimer da også helt reel, for hvis vi ikke kan finde Jesu guddommelighed i evangelierne, så står vi ret svagt i den opfattelse.

Det betyder også, at det i sig selv ikke er nok, at andre opfatter Jesus som Gud. Påstanden om Jesu guddommelighed kan i princippet sagtens være sand, selv om vi ikke kan finde Jesus selv give udtryk for det i evangelierne, men kun i det omfang, vi betragter Bibelen som autoritativ. Og det er ikke nødvendigvis muslimers perspektiv. Derfor må opgaven være at påvise, hvordan Jesus opfatter sig selv.

Gud formidler sig til os, som Han vil

Udfordringen er altså i sig selv ganske reel, men det er vigtigt at forstå, hvad udfordringen går ud på, for den kan forstås på i hvert fald to måder:
- Enten bogstaveligt, dvs.med en forventning om, at Jesus bruger lige præcis dén formulering: "Jeg er Gud, tilbed mig!"
- Eller som en ærlig udfordring til at finde frem til, hvordan Jesus selv opfatter sin natur.

Den bogstavelige tilgang vil jeg ikke bruge megen tid på. Dels er den absurd. Lige så absurd, som hvis nogen krævede, at man i Koranen skal kunne finde et sted, hvor Muhammed siger: "Jeg er araber og min hjemby er Mekka!" for ellers kan det ikke være sandt...

Og dels er den bogstavelige tilgang udtryk for en helt vanvittig arrogance til Gud. Man kan ikke stille krav til Gud om, hvordan Han vælger at formidle sig til os. Vi kan have en forventning om, at Gud formidler sig til os på en måde, som vi kan forstå. Ikke fordi vi har krav på det, men fordi Gud næppe vil henvende sig til os på en måde, som ikke giver mening for os. Gud er jo ikke forvirringens Gud.

En reel udfordring

Den ærlige tilgang er derimod helt reel:
Hvordan kan vi i evangelierne se, at Jesus ser sig selv som Gud?

Lad os begynde med at anerkende, at når vi læser evangelierne, så finder vi ikke et eneste sted, hvor Jesus bruger formuleringen: "Jeg er Gud! Tilbed mig!"

Men det betyder blot, at så må vi undersøge det på anden vis.
Det ligger lige til højrebenet at undersøge det ved at se efter, om Jesus tillægger sig selv noget af det, som kun Gud med rette kan gøre.

Guds domæne

Der findes noget, som tilhører Gud alene. Guds domæne må ikke overskrides. Hvis vi altså kan konstatere, at Jesus overskrider Guds domæne, må vi tage det som bekræftelse af, at Han betragter sig selv som Gud og så er Han enten usandfærdig eller Gud selv.

Hvordan kan vi så definere, hvilke grænser, der ikke må overskrides af andre end Gud? Jo, heldigvis er det noget af det, som jøder, kristne og muslimer er mest enige om.

Kun Gud kan med rette:

Bruge sine navn om sig selv
Hævde at have været til før verden blev skabt
Tilgive synd
Hævde at have skabt verden
Lade sig tilbede

Gør Jesus blot én af disse, kan vi konkludere, at Han opfatter sig selv som Gud.

I næste indlæg kigger vi på det første kriterie: Bruger Jesus Guds navne om sig selv?

License to kill - Er evangeliet et fripas til at synde?

Vi er fortabte

Alle mennesker synder. Ingen kan sige: "Jeg har aldrig gjort noget forkert" uden at lyve. Og vi véd det jo godt inderst inde. Vi kan prøve at undskylde os med, at "jeg gør mit bedste" og "jeg er i hvert fald bedre end den og den" og "jeg gør i hvert fald mere godt end ondt," men i sidste ende er og bliver vi syndere. Og Gud vil ikke acceptere synd. Derfor sendte han Adam og Eva ud af Edens Have og derfor er vi mennesker fortabte. Vi kan ikke gøre fra eller til for at gøre os fortjente til at være sammen med Gud.

Jesus tog synden på sig

Ordet "evangelium" kommer af græsk og betyder slet og ret: "Gode nyheder!" Og det er en præcis overskrift for evangeliet, for det er uden sidestykke de bedste nyheder nogensinde i hele menneskehedens historie. Vi er fortabte på grund af vores synd - det er de dårlige nyheder. Men da Jesus døde på korset påskefredag i år 33, tog Han den evige straf for vores synd. Vores syndige natur døde med Jesus. Og det nye menneske i os opstod med Ham søndag morgen i påsken år 33 - og det må siges at være gode nyheder! Nu er vi ikke længere fortabte. Vi kan ikke gøre nok gode gerninger for at fortjene frelsen, men fordi Jesus har gjort den ultimative gode gerning ved at lægge sit eget liv ned for os, kan vi nu få lov til igen at være sammen med Gud.

Frelsen kommer altså af nåde, dvs. ufortjent, gratis.

Et fripas?

Men når gode gerninger ikke er nok til at fortjene frelsen, som i stedet er noget, vi får som en gave, kan vi så bare gøre lige som vi har lyst til?
Eller som én formulerede det på en FaceBook-gruppe, jeg er medlem af:
"at Jesus døde for vores synder,er rent kaos ... så kan man myrde/voldtage og stjæle som man vil uden man får straf fordi ens synd er allerede tilgivet i forvejen, fordi han døde for vores synder."

Det er jo en fair pointe: Hvis Gud allerede har tilgivet mig al min synd, hvorfor skulle jeg så gøre et forsøg på at opføre mig ordentligt?

Hvad siger Jesus om det?

I evangelierne og brevene giver Paulus, Peter og andre deres bud på, hvordan det hele hænger sammen og det kan være en udmærket måde at finde frem til sandheden på. Men egentlig er der ingen grund til at nøjes med deres bud, for Jesus er noget skarpere på emnet, så lad os se på, hvad Han siger om det:

Guds lov gælder stadig

"En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre." (Matt. 10, 24)

Som disciple underordner vi os Gud. Det står os ikke frit for, hvordan vi vil leve vores liv, for en discipel er jo en elev, dvs. én, der er i lære hos en mester. Mesteren er Jesus, eleven er dig og mig. Vi kan ikke være elever uden at lytte til mesteren og gøre vores bedste for at gøre, som mesteren lærer os.

"Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde" (Matt. 5, 16-17)

Jesus er altså ikke kommet for at afskaffe loven. Han er kommet for at opfylde den. Man kan sige det sådan, at sammenhængen mellem årsag og effekt er blevet vendt om: Gode gerninger giver ikke frelse, men frelse giver gode gerninger. I stedet for at behandle frelsen som en vare, jeg kan købe med gode gerninger, så er frelsen en gave. Og når jeg tager imod den gave, får jeg en personlig relation med Gud. En relation, der svarer til forholdet mellem en god far og hans barn. Efterhånden som min kærlighed til Gud vokser, vil mit ønske om at gøre Ham glad og stolt også vokse. Jo mere jeg i mit liv vandrer med Jesus, jo tættere forhold har jeg med Ham og jo mere vil jeg ligne Ham.

Johannes siger det sådan:

"Vi elsker, fordi han elskede os først." (1. Joh. 4, 19)

Gud lod sig føde som mennesket Jesus og viste dermed sin kærlighed til os - derfor elsker vi Ham tilbage og derfor vil vores hjerter være fulde af iver for at gøre det gode.

Dom

"Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige v50  og kaste dem i ovnen med ild." (Matt. 13, 49-50)

Hvis englene skal skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ilden, må der jo stadig være en dom på opstandelsens dag.

"Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. v28  I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst v29  og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom." (Joh. 5, 27-29)

Jesus siger her, at Han har magt til at holde dom. Så må der jo være en dom...

Følg mig

"Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel." (Luk. 14, 27)

At bære sit kors betyder at lade det gamle menneske dø og at gå i Jesu spor betyder at efterligne Ham.

"Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget" (Luk. 14, 33)

Du kan ikke være discipel af Jesus, hvis du holder fast i dit eget. Du må give afkald på dit eget, dvs. underordne dig Jesu lære om, hvordan du skal leve dit liv.

Frelse

"Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget." (Matt. 5, 19)

Den, der bryder det mindste bud skal kaldes den mindste i himlen. Men så må den, der bryder det mindste bud jo være i himlen. Frelsen kommer altså ikke af gerninger, men som en gave fra Gud.

"Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« v40  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? v41  Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« v42  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« v43  Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«" (Luk. 23, 39-43)

Forbryderen her har forbrudt sig. Han siger det endda selv: vi har fortjent det. Alligevel siger Jesus, at han skal være med Ham i paradis. Han får tilgivelse og frelses. Hvorfor? Fordi han beder Jesus om at huske ham, når Han kommer i Hans rige. Han viser dermed, at han tror på Jesus. Han fortryder sine onde gerninger og beder Jesus om tilgivelse.

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet" (Joh. 5,24)

Hvad kommer frelsen af? At høre ordet og at tro Gud har sendt Jesus. Nogen kunne måske indvende: "Jamen, jeg tror også på, at Gud har sendt Jesus, men jeg tror ikke på, at Jesus er Guds søn eller at Han er guddommelig." Men når nu Jesus selv siger, at Han er alt det, hører du så ordet og tror? Eller hører du ordet og tror på noget af det?

Hvad er tro?

Når vi bruger ordet "tro," kan vi mene det som "jeg tror nok" eller vi kan mene det som "jeg tror på det!" En tror-nok tro er som at sige: "Jeg tror nok, jeg har en tyver i lommen" og så kan jeg gribe ned i lommen og opdage, om jeg har en tyver eller ej. En tror-nok tro er dermed ikke en fast overbevisning, men snarere en fornemmelse eller at åbent spørgsmål.

En jeg-tror-på tro er derimod en fast overbevisning. Det svarer til at sige: "Jeg tror på, at jeg er god til at male" og så tager jeg en pensel og begynder at male, fuldt overbevist om, at det bliver et godt resultat. Jeg handler på det i forventning om et godt resultat. Jeg vil faktisk blive overrasket, hvis resultatet bliver dårligt.

At tro på Jesus kan måske begynde som en jeg-tror-nok tro, hvor jeg har en fornemmelse af, at her er noget, jeg må undersøge. Men i det øjeblik, jeg tager imod Jesus som min Herre og frelser, så er det ikke længere en tror-nok tro. Så er det en jeg-tror-på tro, en fast overbevisning om, at Jesus døde for mig og at Hans eksempel er værd at følge. Når jeg tror og tager imod Jesus, vil jeg gøre mit bedste for at følge Ham. Og det betyder, at jeg vil vende mig væk fra synden. Så nej, frelsen ved tro er ikke et fripas til synd. Tværtimod, frelsen er begyndelsen på et nyt liv, hvor jeg viser synden døren. Eller som Paulus skriver det:

"Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden? Aldeles ikke! v16  Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed? v17  Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! v18  Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden" (Rom. 6, 15-18)

Hvorfor ikke bare være noget for hinanden?

Når jeg på FaceBook eller ansigt til ansigt har en god debat med mennesker, der tror på noget andet, end jeg selv gør, er der ofte en tredje person, der pludselig siger noget i retning af:

"Hvorfor kan vi ikke bare være noget for hinanden?"

eller:

"Enhver er salig i SIN tro..."

eller:

"Det handler vel bare om at vi skal gøre det bedste, vi kan?"

Hvad baggrunden er for den type udtalelser, kan jeg jo ikke vide med sikkerhed, men én tanke slår i hvert fald ned hos mig:

Måske kommer det af den opfattelse, at tro dybest set handler om at være et godt menneske. Jeg er slet ikke nok inde i alle religionerne til at kunne sige, om det er tilfældet. Men én ting véd jeg:

I den kristne tro handler det ikke om at være et godt menneske. Troen på Jesus er ikke bare en livsfilosofi og et sæt leveregler, som jeg må forsøge at leve efter. Broen til himmelen er IKKE lavet af gode gerninger!

Jeg kan intet gøre for at blive frelst. Om jeg har slået et andet menneske ihjel, stjålet et stykke tyggegummi som barn eller hvad som helst ind imellem disse to yderpunkter, så findes der ikke en eneste god gerning eller samling af gode gerninger, der kan fjerne min synd. Jeg kan hverken gøre til eller fra. Jeg ER en synder og er med rette udsat for Guds dom.

Så mit udgangspunkt er temmelig håbløst - men heldigvis for mig og for alle mennesker i verden, har Gud rakt hånden ud:

Han lod sig føde som et menneske, nemlig Jesus. Han levede som mennesket Jesus, blev opdraget af sine forældre som ethvert andet barn, blev uddannet i et ganske almindelig fag, nemlig som tømrer. Og da Han var 30 år gammel, begyndte Han sit virke som læremester. Både de, der fulgte Ham og endda nogle af dem, der absolut ikke syntes, Han var et hit, kaldte Ham "Rabbi," som betyder læremester eller lærer. Det er derfor, jøderne kalder deres åndelige ledere for "Rabbinere."

Gennem de næste 3 år gik Han rundt i området omkring i Judæa og Samaria, hvor Han prædikede, helbredte de syge, viste omsorg for både de mest respekterede mennesker OG for de mennesker, der blev betragtet som udskud i samfundet.

Han kom i klammeri med magthaverne, skældte ud på dem, fordi de havde forvredet Guds ord og brugte skrifterne som påskud for at hævde sig selv, se ned på andre og udnytte andre.

Magthaverne blev vrede på Ham, fordi Han påpegede det urimelige, det hykleriske og det amoralske i deres opførsel. Men mest blev de nok vrede på Ham, fordi Han hævdede at være mere end blot læremester og profet. Han hævdede at være Gud selv, født som menneske!

Dén påstand slog de Ham ihjel for. Og ikke nok med at de slog Ham ihjel. De henrettede Ham på den mest grusomme måde, man kendte til: nemlig ved korsfæstelse. Hvad korsfæstelse mere præcist går ud på, kan jeg måske skrive mere om i et andet indlæg, men for nu vil jeg nøjes med at sige, at det er en forfærdelig måde at dø på!

Korsfæstelsen fandt sted om fredagen i påsken år 33. Men søndag morgen opstod Han igen, blev levende med krop, sjæl og ånd. På den måde tog Han straffen for vores synd. Din og min synd blev straffet, da Jesus døde på korset og din og min synd blev fjernet, da Han opstod igen.

Dét - hverken mere eller minde - er de gode nyheder: Vi behøver ikke længere kæmpe den forgæves kamp for at være sammen med Gud. Vi kan blot tage imod Jesu offer på korset og lade Ham tage vores synd væk.

Så hvad skal der til for at blive frelst?
Det er faktisk meget enkelt:
Tro på Jesus, bed Ham om tilgivelse for din synd og bed Ham om at være Herre i dit liv!

Og når du gør det, vil Helligånden komme til dig, bo i dig, leve i dig og lede dig i livet!